Nu är vi där igen: vid kärleken! Nu kan vi åter stå vid sidan av och se den flamma upp, brinna, förtära, förvrida. Och lämna kvar: förvirring, oro och sorg.Som hastigast har vi tidigare snuddat vid Bo Lidegaards imponerade studie av Jens Otto Krag, dansk politiker, mot slutet av sitt liv under flera år dessutom statsminister och Europaprofil. Men långt dessförinnan hade han under ett kort, intensivt och ska vi säga självförbrännande år varit gift med Birgit Tengroth.
Det kan tyckas orättvist att kalla det förvånande, men lite oväntat är det i alla fall att finna det mest koncentrerade och förstående porträttet av personen Birgit i modernt skrivande inflikat i en politikerbiografi i två tunga volymer - dessutom skrivna i Danmark, på danska om en dansk. Men kanske fångar det något av hennes väsen, hennes bortvändhet, att höra henne beskrivas på detta ljuvliga språk, ge det en chans:
Birgit kom og installerade sig i den lille ungkarlshybel. Det stod umiddelbart klart, at et samliv mellem de to ikke ville gå stille af. Konflikterna holdt sig ikke under overfladen. Kærligheden heller ikke.
Sider det noet at kalde hende Sveriges svar på vor egen Tove Ditlevsen? En skarp och hudløs kvinde, som med tiden var blevet sin egen iscensættelse. Som havde en egen lad erotisk udstrålning, hvad enhver kan førvisse sig om vet at se eller gense Ingmar Bergmans Tørst efter Birgit Tengroths egen selvbiografiske novellesamling og med hende selv som medvirkende.
Hun var aktivt konfliktsøgende og savnede i enestående grad de egenskaber, man i 1950 gjorde gode husmødre og harmoniske familier af. Harmoni var i det hele taget ikke netop, hvad man umiddelbart forbandt med den altid grænsesøgende skuespiller og forfatter. En spreder med alle sanser og øjeblikke åbne. En søgense sjæl, altid på flugt fremad, altid i nu'et på jagt efter den ro og nænsomhed, hun savnede så desperat, og som det i skyndningen var så svært at finde. En upraktisk bohème, der var vant till store forhold - og som holdt af dem.
Hun var også en match for Jens. Den førsta han mødte. En, der tænkte lige så hurtigt og ad lige så mange vildveje som han. En, der fik endnu vildere ideer og overgik ham i at gøre dem till virkelighed. En, der var endnu fjernere end han selv fram den borgerlige konformitet, som de kappedes om at foragte. En, som havde læst och førstået bøger så sære, at Jens ikke endgang havde hørt om dem. Som kunne give igen og gå linen ud. Uden de gustne overlæg eller hemmelige drømme om et borgerligt familieliv. En, der havde brug for ham, som appellerede til hans omsorg og omhed at påkalde sig hans medlidenhed. En, der var stolt och ydmyg uden at blive ynkelig. En, han kunne være tyst sammen med uden at kede sig. En der gjorde ham lykkelig.
Jens forelskede sig i Birgit, som han aldrig tidligere havde forelsket sig i nogen kvinde. Det blev før og efter mødet i Oslo. Før og efter Birgit.
Det säger något om intensiteten i mötet att de båda kastade sig huvudstupa in i en samvaro utan märkbart förnuft och eftertanke. Hon, uppburen, lämnade i alla fall allt det synliga i sin tillvaro för att bli hustru på ett sätt hon aldrig varit med Ahlgren. Lidegaard påpekar att det finns inga tecken någonstans på att de överhuvud taget diskuterat och övervägt de problem som väntade i ett gemensamt liv.
De havde jo heller ikke giftet sig, fordi de havde overvejet det og fundet det klogest. Snarere, fordi de ikke kunne lade være....På den måde var det i virkeligheden for sent, allerede før det rigtigt var begynt. Ingen af dem gjorde sig nogen illusioner. De styrede frygtløst og uden hensyn till sig selv eller hinanden lukt frem mod den skæbnesvangre drama, det tog sin begyndelse allrede under bryllopsfesten, og som gennemspillede alle Strindbergs variationer, inden det var slut - eller næsten - et år senare. De ville ha' hinanden. Og de fik det. De var begge sådan sindet, at de ville havde gjord det om igen, også om mødet efterlod begges liv i mol.
Så sorgligt att det blir vackert. [Foto: på besök i Paris.]
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar